Cortex Park
Cortex Park er en del af Campus Odense – et af Europas mest ambitiøse vækst- og udviklingsområder for forskning, uddannelse og erhverv
Det er Freja Ejendomme som udvikler Cortex Park og her finder man nogle af Danmarks skarpeste hjerner rundt om hjørnet. Her er forskning i verdensklasse med supersygehuset Nyt OUH, innovation og fremsyn i Syddansk Universitet og iværksættermiljøer i rivende udvikling i Syddanske Forskerparker.
Hidtil har Cortex Park især været præget af nye boliger og kollegier, men i slutningen af 2019 blev der sat ekstra skub i erhvervsbyggeriet, da PFA købte to store grunde. Her er der opført to erhvervsejendomme på henholdsvis 11.500 m2 og 5.500 m2, der kan rumme op mod 900 arbejdspladser. Focus Advokater, Ernst & Young og Fynsk Erhverv var blandt de første lejere til at flytte ind i 2022, da det DGNB-guldcertificerede byggeri stod klar. Sidenhen er der kommet mange flere lejere til.
I foråret 2023 færdiggjorde entreprenørvirksomheden 5E Byg et kombineret kontor og parkeringshus og har ligeledes opført 2 boligejendomme og er nu ved at færdiggøre en tredje boligejendom.
Centralt i bydelen tæt ved letbanestationen har Freja Ejendomme i 2024 solgt to store byggefelter. På det ene opføres der et kontordomicil med byggestart i 2024. På det andet byggefelt er der ifølge lokalplanen mulighed for at opføre hotel og konferencefaciliteter.
Freja Ejendomme har løbende etableret en række urbane byrum samt en lokalpark med varieret beplantning, opholdsmuligheder og plads til rekreative aktiviteter.
I den østlige del af Cortex Park finder man to tilstødende byggefelter til salg - begge på ca. 12.500 etagemeter (nr. 10 og 12). I den sydligste del af Cortex Park finder man et enkelt, ledigt byggefelt på knap 10.000 etagemeter (nr. 7) og i den vestlige del af Cortex Park venter ligeledes et enkelt, ledigt byggefelt på 11.000 etagemeter (nr. 20). Midt i Cortex Park med en central placering ud mod Niels Bohrs Allé finder man det største, ledige byggefelt. På den vestlige side af krydset Niels Bohrs Allé og Campusvej ligger nemlig et ledigt byggefelt på 19.500 etagemeter (nr. 16).
Cortex Park er i hastig udvikling og siden Freja Ejendomme påbegyndte udviklingen af det 180.000 m2 store område i 2010, har man solgt ca. 165.000 m2.
Når Cortex Park er fuldt udbygget omkring 2030, vil der samlet være ca. 200.000 m2 blandet bolig og erhverv og ca. 6.000 arbejdspladser samt 1.100 boliger.
Campus Odense vil i fremtiden få op mod 60.000 daglige brugere, der enten bor eller arbejder i bydelen. De kommer til at nyde godt af Odenses nye letbane, som forbinder Campus Odense med både motorvej, nationale toglinjer og Odense Centrum. Åbningen af letbanen markerede en vigtig milepæl for Cortex Park, og Cortex Park letbanestation forventes at blive en af de travleste af de 26 letbanestationer.