J.B. Winsløws Vej 9A
Markant investeringsejendom på yderst attraktiv placering i Odense
En sjældent udbudt ejendom beliggende på en af Odense C’s mest attraktive adresser. Ejendommen fremstår karakterfuld og velbevaret og med flere anvendelsesmuligheder inden for kontor-, klinik- og undervisningsformål.
Den karakterfulde ejendom er opført i 1914 og fremstår med klassisk arkitektur, røde teglsten og sortglaseret tegltag. Ejendommen har et samlet etageareal på 6.769 m² inkl. kælder, hvoraf 1.857 m² aktuelt er udlejet. En del af ejendommen er udlejet til Region Syddanmark, mens de øvrige lejemål er udlejet til sundhedsrelaterede erhverv.
Det primære areal på 5.386 m² er fordelt på fire etager og indrettet med fleksible kontor- og klinikfaciliteter i varierende størrelser. Etagerne er forsynet med flere tekøkkener og toiletfaciliteter, hvilket understøtter en fleksibel opdeling i både mindre og større lejemål.
Kælderen på 1.383 m² har god loftshøjde og en række disponible rum i forskellige størrelser. Arealerne rummer et attraktivt udviklingspotentiale og vil eksempelvis kunne indrettes til kantine, mødecenter, fitnessfaciliteter eller andre fællesfunktioner.
Ejendommen har to markante hovedindgange, hvoraf den ene er elevatorbetjent. Derudover findes en elevator centralt i ejendommen med direkte adgang fra parkeringsarealet. Ejendommen råder samtidig over gode parkeringsmuligheder.
Ejendommen er særdeles velbeliggende på hjørnet af Sdr. Boulevard og J.B. Winsløws Vej med kort afstand til Odense centrum, Fynske Motorvej og gode offentlige transportforbindelser.
Ejendommen har tidligere været ejet af Bygningsstyrelsen.