Stærk ejendomsprofil er indtrådt i Frejas forretningsledelse

Af: Thomas Endelt Andersen, Kommunikationskonsulent, Freja Ejendomme
Chefadvokat hos Freja Ejendomme, Marianne Elizabeth Møller, er indtrådt i forretningsledelsen i Freja Ejendomme, som desuden består af adm. direktør Christina Jørgensen, direktør Carsten Rasmussen og økonomichef Stefan Kofod.

Marianne kom til Freja Ejendomme i 2017 fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle, hvor hun var en del af deres afdeling for fast ejendom.

Marianne har udgjort en helt central skikkelse i Freja ved en række større, komplekse ejendomstransaktioner og har siden sin ansættelse været en væsentlig bidragsyder til Frejas opnåede resultater.

Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme siger: ”Med Marianne i ledelsen har vi styrket vores fokus på transaktionsprocesser og den forretningsmæssige del af ledelsesopgaven og vi er rigtig glade for, at Marianne har påtaget sig denne opgave, som er væsentlig i forhold til udmøntning af vores 2025 strategiplan”.                                                                                                                                           

Ledelsen af salg og salgsfunktioner ligger fortsat hos salgschef Per Kondrup, mens varetagelse og koordinering af indskud af de statslige ejendomme i Freja varetages af forretningsudvikler Jacob Mørch-Sørensen.