Freja Ejendomme sætter i dag syv nye ejendomme til salg
Når Freja Ejendomme sætter ejendomme til salg, er der ofte tale om ejendomme, man sjældent ser til salg på ejendomsmarkedet og det er i særdeleshed også tilfældet i dag.
Blandt de nye ejendomme finder man således både et herskabeligt gods i Himmerland, vandkantsboliger på en lille ø og et historisk palæ i Sønderjylland, som har huset nogle af landets største forfattere gennem tiden.
Dagens første to ejendomme finder vi i Overgade 60 og 64-66 i Odense tæt på byens historiske centrum.
Der er tale om fredede ejendomme præget af flot håndværk og smukke detaljer, som vidner om bygningernes lange historie.
Rebslagergården i Overgade 60 blev opført i 1764 af rebslager Hans Leopold. Den store ejendom er oplagt til både boliger, liberalt erhverv og kontorer og har et samlet erhvervsareal på 411m2 ekskl. kælder og loft.
Den næste ejendom består af to bygninger – nemlig Overgade 64 og 66. Overgade 64 blev opført i 1850 og har et samlet erhvervsareal på 318m2 ekskl. kælder. Bygningen har tidligere huset kontorer for Odense Pølsefabrik. Indvendigt bærer den flotte bygning naturligt præg af sin seneste anvendelse som kontor, men de mange arkitektoniske detaljer er også her fortsat bevaret og bidrager til en ganske særlig stemning. Udover kontorer er bygningen også oplagt til liberalt erhverv eller boliger.
Overgade 66 har engang fungeret som lærerbolig for Mulernes Legatskole og besidder ligeledes en særlig historisk atmosfære med et stort potentiale. Også her bærer den nuværende indretning præg af den seneste anvendelse til kontor og udover netop kontorer er ejendommen ligeledes oplagt til liberalt erhverv eller boliger. Bygningen har et samlet erhvervsareal på 348m2 ekskl. loft og kælder.
De tre bygninger blev gennemgribende renoveret i 1960erne under ledelse af arkitekterne H.H. Engquist og K. Rønnow. Renoveringerne blev udført med respekt for deres historiske karakter og bidrog til at bevare en række af de oprindelige arkitektoniske kvaliteter.
Freja Ejendomme tilbyder køber et idéoplæg udarbejdet af Vaag Arkitekter i Kerteminde, som inspiration til hvordan ejendommene kan transformeres til boliger med respekt for bygningernes historie og fredningsværdier.
Colliers i Odense assisterer Freja Ejendomme med salget af ejendommene, som Freja Ejendomme har overtaget fra Bygningsstyrelsen.
Vi bliver i Odense, men skal godt 3 km væk fra centrum af byen. Her finder vi de næste to ejendomme, som ligger på J.B. Winsløws Vej 9A og 17B.
På J.B. Winsløws Vej 9A udbydes nu en elegant og historisk investeringsejendom med en yderst attraktiv placering. Den velholdte ejendom er opført i 1914 og har et samlet etageareal på 6.769m2 inklusiv kælder. De fire etager er indrettet med fleksible kontor- og klinikfaciliteter, mens kælderen rummer et betydeligt udviklingspotentiale til eks. kantine, mødecenter, fitness eller øvrige fællesfunktioner. Ejendommen er delvist udlejet til bla. Region Syddanmark og klinikker inden for det sundhedsfaglige område på længere, uopsigelige lejekontrakter.
Ikke langt derfra venter der på J.B. Winsløws Vej 17B en yderst attraktiv og velbeliggende investeringsejendom, som er opført i 2010 og omfatter 841m2 moderne erhvervsareal indrettet til kontor- og klinikformål fordelt på en etage. Ejendommen fremstår funktionel og velholdt med en effektiv planløsning, gode lysindfald og attraktive gårdrum. Ejendommen er fuldt udlejet til privathospitalet Aleris.
Begge ejendomme ligger ved det nuværende OUH, som i de kommende år transformeres til et nyt, levende brokvarter med boliger, erhverv, detailhandel, kultur og grønne byrum. Et mangeårigt udviklingsprojekt hvor Freja Ejendomme er en af parterne bag.
Nordicals Fyn i Odense assisterer Freja Ejendomme med salget af de to ejendomme, som Freja Ejendomme har overtaget fra Bygningsstyrelsen.
Dagens næste stop er Louisendal Gods – en stor ejendom der ligger i meget naturskønne omgivelser i Himmerland ca. 20 km. syd for Aalborg. Louisendal Gods blev etableret i 1800-tallet af Schimmelmann-slægten og ejendommen var i mange år ejet af forskellige medlemmer af den navnkundige adelsfamilie. Den velholdte hovedbygning er på godt 400m2 og kan dateres til 1897. Derudover er der en række driftsbygninger på ca. 2.300m2 samt tre store kornsiloer. Der medfølger desuden ca. 11 hektar jord. Den herskabelige ejendom rummer et hav af muligheder for den fremtidige køber. Udover en eller flere boliger er der oplagte muligheder for både smålandbrug med hestehold eller andet selvstændigt erhverv.
Mæglerfirmaet Landbogruppen assisterer Freja Ejendomme med salget af ejendommen, som Freja Ejendomme har overtaget fra Naturstyrelsen.
Vi går fra landlig idyl til maritim idyl. Næste ejendom er nemlig beliggende på Kalvø – den lille ø i Genner Bugt nord for Aabenraa. Ejendommen ligger på Kalvøvej 18-30 ved øens hyggelige lystbådehavn i meget idylliske omgivelser, tæt på vandkanten og med en fantastisk havudsigt. På den 6.635m2 store grund ligger der seks bygninger, som rummer seks boliger på i alt 849m2, et mindre erhvervsareal på godt 70m2, samt knap 600m2 udhuse/lader og en garage på 30m2. Bygningerne på Kalvøvej 18-30 er opført omkring 1850 som boliger og værkstedsfaciliteter til ansatte på datidens lokale skibsværft. Der er pt. to ledige boligenheder – resten er udlejet.
EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aabenraa assisterer Freja Ejendomme med salget af ejendommen, som Freja Ejendomme har overtaget fra Naturstyrelsen.
Dagens sidste ejendom ligger i Sønderjylland og er et lille stykke dansk kulturarv med en ekstraordinær historie. I Storegade 2 midt i Augustenborg finder man nemlig den fredede Kavalerbygning, som er opført i nyklassicistisk stil omkring 1800 som en del af Augustenborg Slot. Det mondæne palæ blev opført som bolig for hoffets embedsmænd, de såkaldte kavalerer. Palæet har senere fungeret som gæstefløj og blandt tidligere gæster finder man angiveligt både H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger.
Ejendommen ligger i et enestående, historisk kulturmiljø med Augustenborg Slot, slotsparken, skov og Augustenborg Fjord som nærmeste naboer. Beliggenheden rummer således betydelige herlighedsværdier og en helt særlig historisk atmosfære.
Den store ejendom rummer et erhvervsareal på 700m2 ekskl. kælder og loft. Ejendommen er oplagt til liberalt erhverv eller som domicilejendom.
Nordicals i Haderslev assisterer Freja Ejendomme med salget af ejendommen, som Freja Ejendomme har overtaget fra Bygningsstyrelsen.
Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme siger: ”Der er virkelig tale om høj kvalitet og stor variation blandt dagens nye ejendomme. Der er sjælden liebhaveri med historiens vingesus og der er nogle virkelig solide investeringsejendomme med masser af potentiale. Jeg tror, at der bliver stor interesse for de her ejendomme, som nu står over for et nyt kapitel”.