Oplev ny udstilling om Vridsløse og kom med på virtuel bydelsvandring

Af: Thomas Endelt Andersen, Kommunikationskonsulent, Freja Ejendomme
A. Enggaard, PKA og Freja Ejendomme inviterer til åbning af ny udstilling om Vridsløse d. 18. marts, hvor du også kan få en virtuel bydelsvandring.

A. Enggaard, PKA og Freja Ejendomme inviterer til et åbningsevent fredag d. 18. marts kl. 15-17 i Vridsløselille Statsfængsel, hvor man kan se den nye udstilling ’Fremtidens Vridsløse’ og komme med på en virtuel bydelsvandring.

Åbningseventet finder sted på pladsen foran den velkendte, grønne port ved Vridsløselille Statsfængsel, hvor mikrobryggeriet Slowburn skænker øl og serverer lækre snacks fra grillen, mens spillestedet Forbrændingen sørger for god musik. Der er fredagsslik til de første 50 børn, som også kan deltage i sjove aktiviteter arrangeret af Albertslunds sjoveste børneklub, Flammeklubben.

Parterne bag Vridsløse har for nylig afleveret et forslag til masterplan for området til Albertslund Kommune, og forslaget sendes nu i offentlig høring. Høringsperioden løber fra d. 10. marts til d. 18. april 2022, og alle borgere inviteres til at give deres mening til kende om planen. I høringsperioden vil der være en miniudstilling med uddrag fra masterplanen på Albertslund Bibliotek. På projektets egen hjemmeside og på Albertslund Kommunes hjemmeside vil man i samme periode kunne se masterplanen i sin fulde længde.

I høringsperioden kan interesserede borgere også få en guidet tur i Vridsløselille Statsfængsel. Der er et begrænset antal billetter, som fordeles efter først til mølle-princippet. Gratis billetter kan bookes på www.vridsloese.dk/nyheder fra d. 10. marts.

Udstillingen ’Fremtidens Vridsløse’ er åben fra d. 18. marts og resten af året.