Nu starter arbejdet med Vridsløses første kvarter

Af: Thomas Endelt Andersen, Kommunikationskonsulent, Freja Ejendomme
I disse dage går arbejdet med Albertslunds nye bydel Vridsløse i gang. Den første etape bliver klargøring af bydelens første kvarter i den sydvestlige del af området. Det omfatter bl.a. omlægning af forsyningsledninger, bortkørsel af forurenet jord, nedrivning af mindre bebyggelser og rydning af træer og beplantning.

I de kommende måneder vil parterne bag udviklingen af Vridsløse, A. Enggaard og PKA indlede byggemodningen af dele af den gamle fængselsgrund. Det drejer sig i første omgang særligt om den sydvestlige del af grunden, der skal huse bydelens første kvarter.

Arbejdet med byggemodningen af grunden skal ses i lyset af, at et flertal i Albertslund Kommunes Kommunalbestyrelse i februar 2023 godkendte en rammelokalplan for Vridsløse og at der nu fra myndigheden i Albertslund Kommune er givet grønt lys til at nedrive bygninger og fælde træer, som i planen ikke er udpeget som bevaringsværdige. 

-  Inden for de kommende måneder begynder vi at gøre grunden klar til nybyggeri og da Vridsløse udvikles i etaper, vil vi indledningsvis hovedsageligt koncentrere os om at klargøre den sydlige del af grunden. Vi river nogle bebyggelser, der ikke er fundet bevaringsværdige, ned, og vi fælder og rydder træer og beplantning, der ikke er vurderet bevaringsværdige, inden for de næste måneder, siger projektudvikler Morten Løgsted fra A. Enggaard.

Den forestående klargøring er en ny milepæl for udviklingen af den nye bydel og den hviler på et meget grundigt forarbejde: 

- Det glæder mig, at masterplanen for Vridsløse og den godkendte rammelokalplan sikrer et godt grundlag for naturen i den kommende bydel. Allerede tidligt i processen foretog Albertslund Kommunes myndighed besigtigelser og registreringer af større og betydningsfulde træer. På den baggrund er der udformet en plan for Vridsløse, der foruden at tilføre en masse ny natur i vid udstrækning tager hensyn til grundens eksisterende natur.  Det betyder, at området, når det står færdigt, har en højere naturværdi end i dag, blandt andet fordi der plantes 500–700 nye træer og tilføres nye hjemmehørende plantearter, der giver grobund for et mere varieret insekt- og dyreliv, siger borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen. 

Rydningen af den eksisterende beplantning bliver foretaget på baggrund af en grundig kortlægning af de pågældende træer, så arbejdet vil ske med størst mulig respekt for områdets natur og dyreliv. De træer, der fældes, forbliver på grunden, hvor de får nyt liv som en del af den nye bydel. Nogle træer gemmes, så de kan indgå som kommende byrumsinventar, andre lægges ud i området som insekthoteller og vigtige tilholds- og ynglesteder for smådyr.

Omlægning af trafikken på Hedemarksvej
Som del af det kommende arbejde omlægges trafikken på Hedemarksvej. Vejen lukkes permanent for bilister, og for gående og cyklister anvises en midlertidig ny rute hen over den tidligere fængselsgrund. Desuden kan den eksisterende Tåstrupsti syd for jernbanen benyttes. Vejen lukkes om formiddagen d. 5. februar 2024. Der vil være tydelig skiltning og naboer varsles særskilt om den konkrete periode for den midlertidige lukning i byggeperioden.   

På hjemmesiden www.vridsløse.dk findes mere detaljeret information om byggeriet.