Jernbanebyen lægger hus til årets Copenhagen Street Festival
Copenhagen Street Festival er en endagsfestival, der fejrer streetkultur og gadeidræt.
Festivalen er gratis og åben for alle. Den byder i år på bl.a. basket, gaming, kunst, løbehjul, rulleskøjter, fodbold, floorball og calisthenics. Endvidere er der workshops og undervisning ved verdensklasse-aktører indenfor dans, koreografi og thaiboksning. Aktiviteterne arrangeres i samarbejde med en lang række aktører fra hele København.
Festivalen finder sted den 27. maj i Spor10, og programmet kan findes her: https://cphstreetfestival.dk/
"Alle er velkomne på dagen, hvor vi sætter fokus på urbane aktiviteter og nogle af de positive ting, der knytter sig hertil: bevægelse, fællesskab og begejstring. Det er fantastisk for os at kunne afvikle arrangementet i Spor10, som både arbejder på at skabe et nyt urbant fællesskab og mødested, og som deler en række værdier med os," siger Daniel Mlka, projektleder på Copenhagen Street Festival.
Borgeraktivitet og -inddragelse
Spor10 er på den ene side en bygning med 6500 kvm under tag, som i fremtiden skal være et af Jernbanebyens centrale byrum (til sammenligning rummer Svanemøllehallen 7.200 kvm og Nørrebrohallen 11.000 kvm). Men først og fremmest er Spor10 en bevægelse og et forsøg på via et tæt samarbejde med københavnere og organisationer, foreninger og virksomheder at skabe et folkeligt samlingspunkt for mange af de aktiviteter, der efterspørges af københavnere, og som skaber liv og trivsel.
"Spor10 ligger midt i det, der om få år vil være det første nye kvarter i Jernbanebyen. Visionen er at skabe en grøn og levende bydel, som sætter nye standarder inden for bæredygtighed og sundhed i byudvikling. Spor10 er spydspids for denne vision og vil give en forsmag på, hvordan visionen integreres i den nye bydel i praksis. Og huset er ikke midlertidigt for at fylde ventetiden ud. Tværtimod, den aktivitet og det fællesskab, vi skaber nu, bliver definerende for det nye kvarter,” siger Jesse Shapins, Head of Urban Strategy & Design, NREP.
Den første organisation flyttede ind i Spor10 i april. Det drejer sig om Maker, som arbejder for, at det skal være nemmere og sjovere at være fysisk iværksætter i Danmark.
”Copenhagen Street Festival er en god tradition i København. Den sætter fokus på fællesskab, mangfoldighed, mental sundhed – og masser af streetsport. Her i Spor10 er det emner, der vil være med til at definere det fællesskab, vi er i gang med at opbygge sammen med vores partnere. Så vi glæder os vanvittig meget til at huse årets festival”, siger Anne Rask Vendelbjerg, projektleder på Spor10.
En ny bydel undervejs
Spor10 vil være et sted for alle aldersgrupper, hvor huset og dets partnere gennem aktiviteter, kreativitet, læring og fysisk udfoldelse vil vise vejen mod fremtidens bydel og understøtte Jernbanebyens inkluderende tilgang til byudvikling samt fokus på mental, social og fysisk sundhed.
Projektet ledes af NREP med en bred vifte af stiftende partnere: De øvrige grundejere og investorer i Jernbanebyen (DSB, Freja Ejendomme, Novo Holdings og Industriens Pension), global impact partnere (C40 Cities, Novo Nordisk A/S, INGKA Group (IKEA Retail), Gehl Architects og Arup), Spor10's designteam (COBE og Archival Studies) samt et voksende netværk af community-partnere (Maker, Mills, Vestia, Cykling uden alder, PlugIn og mange flere.).
Jernbanebyen er den sidste, store brik i byudviklingen i det sydlige København. Over de kommende år vil det 365.000 m2 store udviklingsområde blive udviklet til en ny, moderne bydel i tæt samarbejde med Københavns Kommune. Byggeriet forventes påbegyndt i 2025.
Yderligere information:
Anders Rosendahl, pressekontakt, +45 4048 3766, anro@nrep.com