Freja Ejendomme søger ny projektmedarbejder til salgsteamet
I Freja Ejendomme udvikler og sælger vi ejendomme, der tidligere har været ejet af staten og i nogle tilfælde regionerne. Ejendommene sælges på det frie ejendomsmarked med det formål at skabe værdi. Forud for et salg analyserer og udvikler vi ofte ejendommene med fokus på at skabe grundlag for ny anvendelse af ejendommene. Vores portefølje er alsidig og omfatter blandt andet ejendomme, der tidligere har fungeret som hospital, universitetsbygninger, retsbygninger, flyvepladser, militærområder, museum og mange andre vidt forskellige formål. Vi er passionerede omkring vores arbejde og arbejder seriøst og professionelt på at finde de rigtige købere og brugere til ejendommene.
Stillingen
De konkrete opgaver som projektmedarbejderen skal arbejde med, aftales nærmere med salgschefen og omfatter dels konkrete ejendomssalg (både bolig og erhvervsejendomme) samt arbejdet med at implementere CRM-systemet.
Der er tale om en projektansættelse af 1 års varighed med 30 timer om ugen.
Vi søger
Du er uddannet erhvervsmægler, er god til at arbejde tværfagligt, har et stort netværk inden for ejendomsbranchen og kan lide at samarbejde med forskellige faggrupper.
Vi ønsker en person, der er engageret, optimistisk, energisk og alsidig i forhold til arbejdsopgaver. Du arbejder selvstændigt og systematisk, ligesom du går til opgaverne med grundighed. Du trives med at have en stor berøringsflade internt i huset, men også ud af huset, hvor du vil have kontakt med en lang række af vores samarbejdspartnere og købere.
Vi tilbyder
Vi er 26 medarbejdere, der alle har et højt fagligt niveau. Vi har en størrelse og kultur, der medvirker til at fremme samarbejde og dialog, ligesom vi har et dynamisk, imødekommende og uformelt miljø, der giver plads til den enkelte medarbejder. Vi sidder i åbent kontorrum på 15. sal i Codanhus ved søerne med fantastisk udsigt over København og Frederiksberg.
Praktiske oplysninger
Lyder det som et job for dig, så send en ansøgning til ansogning@freja.biz
Ansættelse snarest muligt.
Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte salgschef Per Kondrup.