Freja Ejendomme skal bistå udarbejdelsen af helhedsplan for Innovation District Copenhagen
I dag har regeringen, Københavns Kommune, Københavns Universitet og en bred partnerkreds præsenteret en politisk aftale for det kommende innovationsdistrikt i København med fokus på life science og kvanteteknologi – Innovation District Copenhagen
Danmark skal være helt i front i forhold til at omsætte gode idéer fra forskningsverden til vækst, virksomheder og nye løsninger på nationale og globale udfordringer. For at forfølge dette mål har regeringen, Københavns Kommune og Københavns Universitet indgået et samarbejde om at etablere Innovation District Copenhagen, som skal gøre området omkring Københavns Universitets Nørre Campus, Rigshospitalet, De Gamles By og Haraldsgadekvarteret til et verdensførende innovationsdistrikt inden for life science og kvanteteknologi.
Freja Ejendomme spiller en central rolle i projektet og vil senere i år påbegynde arbejdet med at udarbejde en samlet fysisk helhedsplan for området under tæt inddragelse af områdets grundejere og centrale interessenter. Her vil området blive analyseret yderligere med henblik på at konkretisere potentialerne på de enkelte grunde.
Innovation District Copenhagen ligger på tværs af bydelene Nørrebro og Østerbro i København og har et samlet areal på ca. 150 ha.
Læs visionsplanen her:
Visionsplan for Innovation District Copenhagen.pdf