Freja Ejendomme sætter otte ejendomme til salg i Jylland og på Sjælland

Af: Thomas Endelt Andersen, Kommunikationskonsulent, Freja Ejendomme
Freja Ejendomme sætter otte nye ejendomme til salg. Det drejer sig om fem nye ejendomme i Vojens, en i Aabenraa og en i hhv. Sædder og Tølløse - begge på Sjælland.

Freja Ejendomme sætter fem nye ejendomme til salg i Vojens ved Flyvestation Skrydstrup. Ejendommene er en del af de i alt ca. 120 ejendomme, hvor ejerne på grund af ankomsten af de nye F-35 kampfly til Flyvestation Skrydstrup har mulighed for enten at søge kontant kompensation, få lavet støjisolerende tiltag eller lade ejendommen frivilligt blive opkøbt af den danske stat.

De fem ejendomme Freja Ejendomme nu sætter til salg, stammer fra netop denne ordning, og udbydes på markedet via lokale ejendomsmæglere.

Freja Ejendomme satte i september sidste år de første seks ejendomme ved Flyvestation Skrydstrup til salg via lokale mæglere.

Stråtækt idyl med skoven som nabo

Udover de fem nye ejendomme ved Flyvestation Skrydstrup, sætter Freja Ejendomme også tre andre ejendomme til salg.

Ca. 30 km. syd for Vojens finder man i udkanten af Aabenraa en anden af dagens nye ejendomme. På Nymøllevej 165 ligger en stråtækt ejendom på en godt 4.600 m2 stor grund med Rise Skov som nærmeste nabo. Den idyllisk placerede ejendom sælges af Nybolig Aabenraa. Ejendommen kommer fra Naturstyrelsen.

Dagens syvende ejendom finder man på Sjælland, nærmere bestemt i Sædder ca. tre km. syd for Herfølge. Her sætter Freja Ejendomme nu en villa til salg på Sæddervej 28, der bl.a. udmærker sig ved en naturskøn beliggenhed ud til åbne marker. Ejendommen, som er opført i 1886 og ombygget i 1985, sælges via Nybolig Køge. Ejendommen kommer fra Banedanmark.

Dagens sidste ejendom ligger i Tølløse på Sjælland. Ejendommen nyder en central placering midt i byen og de 223 m2 er opdelt i to lejligheder fordelt på to etager. Ejendommen sælges af Danbolig Holbæk. Ejendommen kommer fra Banedanmark.

Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme siger: ”Dagens nye ejendomme spreder sig over både Jylland og Sjælland og særligt ejendommen i Aabenraa er en lille perle med en fantastisk stemning og en beliggenhed der kan noget helt særligt med Rise Skov, der nærmest omkranser ejendommens store grund”.