Freja Ejendomme sætter fire nye ejendomme til salg
Blandt dagens fire nye ejendomme finder man to tidligere skovløberboliger, som med deres naturskønne placering og charmerende kvaliteter, er ejendomme udover det sædvanlige.
På Rudersdalsvej 41 i Holte finder man ejendommen, "Paradishus" – en gammel skovløberbolig med en fantastisk placering ved Rude Skov og med kort afstand til både Holte Midtpunkt og Holte Station. Den store grund er på godt 6.200 kvm, hvor man både finder en smuk, gammel have og en stor hestefold. Villaen på 159 kvm. er opført i 1900 og står med charmerende, gulpudsede facader og røde tegl. Udhuset er opført med bindingsværk i 1875 og rummer 51 kvm.
Ejendommen er udbudt til 10.000.000 kr. og salget varetages af EDC Lars Zola-Honoré i Holte på vegne af Freja Ejendomme. Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Naturstyrelsen.
Dagens anden skovløberbolig ligger også i naturskønne omgivelser på Sjælland – denne gang tæt på Bagsværd Sø og Aldershvile Slotspark. Denne charmerende ejendom på Frederiksborgvej 120 i Værløse er opført i 1897 i gule mursten med rødt tegltag og sprossede vinduer. Boligen er på 193 kvm. og på den godt 6.500 kvm. store grund finder man desuden et 90 kvm. stort udhus med hestebokse.
Ejendommen er udbudt til 5.995.000 kr. og salget varetages af Danbolig Værløse på vegne af Freja Ejendomme. Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Naturstyrelsen.
Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme siger: ”Det er fire spændende ejendomme vi har overtaget fra Naturstyrelsen og som vi i dag sætter til salg. Der er ingen tvivl om, at de to skovløberboliger har nogle helt særlige kvaliteter og jeg er sikker på, at de kommer til at tiltrække sig en del opmærksomhed”.
På Toftevej 33 i Gilleleje venter dagens tredje ejendom – en landejendom med mange muligheder. Ejendommen ligger i naturskønne omgivelser ved den kommende Søborg Sø og med en fantastisk udsigt over de omkringliggende marker. Ejendommen består af et hovedhus med 170 kvm. bolig, samt en separat lejlighed. Derudover finder man også en længe bestående af et stort lokale med loft til kip, samt to værelser, to badeværelser og køkken. Endelig er der også flere staldbygninger. Ejendommen har et jordtilliggende på 21.773 kvm.
Ejendommen er udbudt til 8.500.000 kr. og salget varetages af Home i Gilleleje på vegne af Freja Ejendomme. Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Naturstyrelsen.
Dagens fjerde og sidste ejendom ligger i Ringkøbing tæt på den jyske vestkyst. Beliggende i byens erhvervsområde på Damgårdsvej 9 finder man her en stor erhvervsejendom, som i dag er udlejet til to lejere. Grunden er på godt 4.900 kvm. og hovedbygningen på 640 kvm. Dertil kommer diverse skure og carport.
Ejendommen er udbudt til 1.900.000 kr. og salget varetages af Nordicals i Holstebro på vegne af Freja Ejendomme. Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Naturstyrelsen.
DAGENS NYE EJENDOMME:
Freja Ejendomme planlægger desuden at udbyde følgende nye boliger ved Flyvestation Skrydstrup i den kommende uge. Læs mere om disse på vores hjemmeside i næste uge.
Uldalvej 18, 6500 Vojens
Ladegårdvej 26, 6500 Vojens
Østre Lilholtvej 4, 6500 Vojens
Knagsledvej 18, 6500 Vojens
Fælledvej 9, 6500 Vojens
Vismarlundvej 12, 6500 Vojens
Lilholtvej 37 + 41, 6500 Vojens