Freja Ejendomme sælger stor, historisk ejendom på Nørreport i Aarhus

Af: Thomas Endelt Andersen, Kommunikationskonsulent, Freja Ejendomme
Freja Ejendomme har solgt den markante ejendom på Nørreport 16-18-20-20B i Aarhus, som man satte til salg tilbage i november sidste år. Den nye køber vil åbne ejendommen op for byens borgere.

Freja Ejendomme har solgt erhvervsejendommen på Nørreport 16-18-20-20B i Aarhus. Den historiske ejendom med den yderst centrale beliggenhed består af 13 bygninger på i alt 7.356 m2, der er opført i to karrélignende bebyggelser. Den meget kendte ejendom har tidligere været anvendt som en del af Aarhus Arkitektskole. Ejendommens oprindelige bygninger daterer sig tilbage til 1727, mens den senest opførte er fra 1998. Ejendommen er blandt andet kendetegnet ved mange smukke detaljer og en høj arkitektonisk værdi med store, åbne rum og fritlagte bjælker og bindingsværk.

Køber af ejendommen er ejendomsselskabet Tækker Group fra Aarhus, som overtager ejendommen fra Freja Ejendomme d. 1. marts 2025.

De rutinerede kræfter bag Tækker Group ser frem til at overtage ejendommen og påbegynde det omfattende arbejde med at transformere den store ejendom til nye formål. Det fortæller Jørn Tækker, ejer og direktør i Tækker Group:

”Der er jo tale om en meget stor ejendom med utrolig mange muligheder. Vi vil transformere ejendommen til at rumme forskellige aktiviteter, så alle aarhusianere i fremtiden får mulighed for at opleve denne fantastiske ejendom. Det vil eksempelvis være oplagt, at auditoriebygningen i fremtiden bruges til publikumsorienterede aktiviteter som for eksempel teater, foredrag eller koncerter. Vi ser i det hele taget meget gerne, at musikkens univers flytter ind i form af eksempelvis musikstudier, øvelokaler og musikbutik. Kantine-bygningen kunne måske transformeres til eksempelvis restaurant eller galleri. Der er også et tidligere bibliotek og et trykkeri, der kunne rumme små kreative værksteder og butikker. Der er mange muligheder, som vi nu glæder os til at arbejde videre med i tæt samarbejde med Aarhus Kommune. Derudover forventer vi også, at der kommer til at blive en del kontorerhverv i ejendommen”.

Tækker Group har også gjort sig flere overvejelser om det fremtidige byliv mellem bygningerne: ”Vi ønsker at bygge videre på de gode visioner, der er i helhedsplanen for klimasikring og grønne by- og trafikrum omkring ejendommen. Helt konkret vil vi arbejde videre med mulighederne for at etablere attraktive opholdsrum og grønne arealer i form af en bypark ved ejendommen” fortæller Jørn Tækker.

”Vi er rigtig glade for at have fundet en dygtig og meget engageret køber til denne flotte ejendom midt i Aarhus. Som en del af købsprocessen skulle alle interesserede bydere redegøre for deres visioner for denne historiske ejendom og vi er sikre på, at vi med Tækker Group har fundet den helt rigtige til at løfte denne store opgave – til glæde og gavn for Aarhus og byens indbyggere. Desuden har det også været vigtigt for os, at Tækker Group har stort fokus på genanvendelse af materialer i forbindelse med renovering og transformation af den store ejendom”, siger Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme.

Tækker Group har gennem mange år arbejdet med transformation af historiske ejendomme, bl.a. Toldkammeret og Pakhus 13 på Aarhus Havn, Retten i Aarhus samt Erhvervsarkivet i Aarhus. De står også bag transformationen af Paradisgades Skole i Aarhus, som de erhvervede fra Freja Ejendomme i 2022.

Colliers i Aarhus har assisteret Freja Ejendomme i forbindelse med salget af ejendommen.