Nu igangsættes udviklingen af Jernbanebyen med borgerinddragelse og arkitektkonkurrence

Af: Thomas Endelt Andersen
Udviklingen af Jernbanebyen fortsætter og nu sættes der for alvor tryk på arbejdet med Københavns nye bydel. I september opfordres alle til at indsende gode idéer til udviklingen af Jernbanebyen, og der inviteres til åbent hus i Jernbanebyens bydelsværksted med spændende arrangementer i området. Endelig kan tværfaglige arkitektteams nu søge om deltagelse i en arkitektkonkurrence, der gennemføres som et parallelopdrag om udviklingen af en helhedsplan for Jernbanebyen.
FOTO: KONTRAFRAME

Mellem Vesterbro, Kgs. Enghave og Teglholmen ligger Jernbanebyen, et 365.000 m2 stort byudviklingsområde, som grundejerne, DSB Ejendomsudvikling A/S og Freja Ejendomme A/S, over de kommende år udvikler til en ny, markant bydel midt i København.

Københavns nye bydel skal rumme alt det, man forbinder med en moderne bydel i dag: Boliger, erhverv, detailhandel, skole, institutioner, kollektiv trafik, sports- og fritidsfaciliteter og et særligt fokus på større grønne, rekreative arealer, der understøtter det aktive fællesskab mellem beboerne. Mangfoldigheden i boligtyper og boligstørrelser skal bidrage til bydelens diversitet og skabe plads til nye boligformer på tværs af generationer. Det er grundejernes mål, at Jernbanebyen baseres på bæredygtige og klimavenlige principper, og at bydelen DNGB-certificeres på både område- og bygningsniveau.

Alle kan indsende idéer og besøge området
Som det første skridt i udviklingen af Jernbanebyen opfordres borgere, foreninger og alle andre interesserede til at give deres besyv med i udviklingen af Jernbanebyen. Det sker i en såkaldt ’åben idéfase’ hvor det er grundejernes håb, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at indsende deres gode ideer til udviklingen af Jernbanebyen. Man kan indsende forslag frem til 28. september.

Efterfølgende afholdes der 2. og 3. oktober ’Jernbanebydage’ – et åbent hus i Jernbanebyen, hvor alle interesserede kan deltage i bydelsvandringer, få en snak med grundejerne og besøge Jernbanebyens bydelsværksted, hvor alle indsendte idéer udstilles.

På www.jernbanebyen.dk kan man læse meget mere om, hvordan man indsender forslag til fremtidens Jernbanebyen. Her kan man også holde sig opdateret om programmet for ’Jernbanebydage’.

Søren Beck-Heede, adm. direktør i DSB Ejendomsudvikling, siger: ”Vi er rigtig spændte på at se hvilke gode idéer folk bidrager med, og høre hvad de mener er vigtigt for fremtidens Jernbanebyen. Vi har vores egne visioner for området, og vi har tidligere i år været i dialog med en række fageksperter inden for byggeri og byudvikling, ligesom vi har fået værdifuld input fra både lokale foreninger og lokaludvalg. Men vi ved, at der er mange borgere, foreninger og ildsjæle, der har en masse idéer, og nu har man altså chancen for at dele dem med os. Idéerne tages med videre i helhedsplankonkurrencen, som vi igangsætter senere i år, så det er en oplagt mulighed for at lade sin stemme blive hørt”.

Tværfaglige arkitektteams kan nu søge om deltagelse i arkitektkonkurrence
I tæt dialog med blandt andet Københavns Kommune igangsætter DSB Ejendomsudvikling og Freja Ejendomme i efteråret en arkitektkonkurrence om en helhedsplan for Jernbanebyen i form af et parallelopdrag mellem fem tværfaglige arkitektteams. Helhedsplanen kommer til at fastlægge de overordnede strukturer og anvendelsesmuligheder for området, hvilket senere vil blive konkretiseret i en eller flere lokalplaner. Helhedsplanen vil blandt andet muliggøre nyt byggeri og transformation af en del af de eksisterende DSB-bygninger.

Derfor inviterer grundejerne nu tværfaglige teams med stærke arkitekt- og byudviklingskompetencer til at søge om deltagelse i en arkitektkonkurrence, der gennemføres som et parallelopdrag mellem fem tværfaglige arkitektteams om udviklingen af en helhedsplan for Jernbanebyen. Deadline for ansøgning er 28. september. Find mere information om parallelopdraget på www.jernbanebyen.dk

Arkitektteams med udenlandske firmaer er også velkomne og opfordres ligeledes til at deltage. Alle ansøgninger skal udarbejdes på dansk.

Carsten Rasmussen, direktør i Freja Ejendomme siger: ”Jernbanebyen er et af Københavns sidste store udviklingsarealer og området har en meget central placering i byen. Vi har muligheden for at skabe noget helt særligt, der ikke kan sammenlignes med andre bydele. En bydel med kant og kreativitet hvor gamle, renoverede bygninger og nyt bæredygtigt byggeri med høj arkitektonisk kvalitet står side om side og skaber vidt forskellige kvarterer med hver sin karakter og stemning. Bilfri områder og grønne arealer med fokus på fællesskabet skal skabe grundlag for det hverdagsliv, vi ved, mange københavnere drømmer om. Der er med rette store forventninger til Jernbanebyen, og det kræver ambitiøse planer at indfri disse forventninger og få det hele til at gå op i en højere enhed. Derfor håber vi at modtage en masse gode idéer fra københavnerne, og vi glæder os til at se konkrete bud på fremtidens Jernbanebyen i helhedsplankonkurrencen”.

I 2021 afsluttes helhedsplankonkurrencen. Herefter udarbejdes der en helhedsplan for Jernbanebyen, og lokalplanlægning igangsættes. Der vil også i dette forløb blive afholdt en række arrangementer, hvor borgere og alle andre interesserede kan deltage og give deres besyv med.