Freja Ejendomme sætter storparcel i Jernbanebyen i udbud
Københavns sidste, store centralt beliggende byudviklingsområde
Jernbanebyen har en central placering i København – midt mellem Vesterbro, Kgs. Enghave og Teglholmen. Området har historisk været et knudepunkt for togdriften ind og ud af hovedstaden, og er i dag en af de sidste store brikker i byudviklingen i det sydlige København. Jernbanebyen kommer ikke blot til at rumme boliger, erhverv, detailhandel og kommunale funktioner, men også store, grønne og rekreative arealer. Det er grundejernes mål, at Jernbanebyen baseres på bæredygtige og klimavenlige principper, og at bydelen DNGB-certificeres på både område- og bygningsniveau.
Det samlede byudviklingsområde i Jernbanebyen udgør ca. 365.000 kvm. hvoraf Freja Ejendomme ejer ca. 20% og DSB Ejendomsudvikling de øvrige 80%.
Den samlede byggeret som udbydes af RED på vegne af Freja Ejendomme forventes at være i niveauet 120.000 – 140.000 kvm. fordelt på ca. 70% boliger og 30% erhverv.
Stor interesse for hele parcellen
I løbet af de seneste par år har en lang række investorer og udviklere henvendt sig direkte til Freja Ejendomme og udvist interesse for området. ”Jeg vil tro at vi har fået 30-40 henvendelser fra seriøse aktører, inden for de seneste 12-18 måneder, hvoraf nogen ønsker at købe det hele og andre har forespurgt på mindre byggefelter” udtaler Carsten Rasmussen, direktør i Freja Ejendomme.
På den baggrund har Freja Ejendomme og RED i første omgang afholdt en møderække med flere af investorerne med henblik på at afklare hvilken type og størrelse projekter de enkelte aktører efterspurgte. ”Vores møderække gav et klart billede af, at investorerne deler grundejernes ambitiøse visioner for Københavns nye bydel og at mange investorer derfor primært havde interesse i et samarbejde omkring udvikling af hele Frejas område og dermed sikre diversitet i funktioner og størrelser af de enkelte enheder. På den baggrund har vi sammen med Freja Ejendomme besluttet at gå i udbud med den samlede grund” fortæller Nicholas Thurø, Managing Partner i RED.
Helhedsplan under udarbejdelse
Med udgangspunkt i ’Kommuneplan 2019’ afvikler grundejerne i øjeblikket, i tæt dialog med blandt andet Københavns Kommune, en arkitektkonkurrence om en helhedsplan for Jernbanebyen i form af et parallelopdrag mellem fem tværfaglige arkitektteams. Helhedsplanen kommer til at fastlægge de overordnede strukturer og anvendelsesmuligheder for området, hvilket senere vil blive konkretiseret i en eller flere lokalplaner. Helhedsplanen vil blandt andet muliggøre nyt byggeri og transformation af en del af de eksisterende bygninger, samt udlægning af 9-12 ha grønne arealer i den samlede Jernbanebyen. Især i den nordlige del er der allerede et liv og bygninger der giver området en særlig kant og helhedsplanen skal sikre, at Jernbanebyen overalt udvikles med kvarterer med forskellige særpræg. Samtidig skal Jernbanebyen være et fyrtårn for nye byområder i forhold til bæredygtighed byudvikling.
”Den fremtidige helhedsplan kommer til at tage udgangspunkt i de mange input vi forventer at få fra arkitektkonkurrencen der snart afsluttes, samt den tætte dialog vi løbende har haft med blandt andet lokale foreninger og aktører. Uagtet at én investor kan komme til at udvikle en stor del af Jernbanebyen, så kan vi godt forvente, at bydelen får differentierede kvarterer med forskellige kvaliteter, ejerskaber og identiteter” slutter Carsten Rasmussen.