Freja Ejendomme sætter ni nye ejendomme til salg - seks ved Flyvestation Skrydstrup
I dag har Freja Ejendomme sat de første seks ejendomme ved Flyvestation Skrydstrup på markedet. Ejendommene er en del af de i alt 117 ejendomme, som på grund af ankomsten af de nye F-35 kampfly til Flyvestation Skrydstrup har mulighed for enten at søge kontant kompensation, få lavet støjisolerende tiltag eller lade ejendommen frivilligt blive opkøbt af den danske stat. De seks ejendomme Freja Ejendomme i dag sætter til salg, stammer fra netop denne ordning.
”Vi har haft et godt og tæt samarbejde med Freja Ejendomme om overdragelse og videre drift af de første ejendomme i Skrydstrup og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde” siger Christian Walter, chef for Ejendomssektion, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
”Salget af disse boliger er en opgave vi går til med stor ydmyghed, og det vil ske med åbenhed overfor beboerne i området, i tæt dialog med Haderslev Kommune og i samarbejde med de lokale mæglere der forestår salget” siger Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme.
Udover det tætte samarbejde med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, har Freja Ejendomme løbende været i dialog med Haderslev Kommune om den forestående salgsproces i området.
”Vi har haft en rigtig god dialog med Freja Ejendomme og glæder os over, at de har lagt opgaven ud til tre lokale ejendomsmæglere. Vi er klar over, at det er en kompleks opgave, og derfor har vi i byrådet særligt fokus på området for at sikre, at det også er et godt sted at bo i fremtiden. Samtidig tror vi på, at det stærke lokalsamfund omkring Skrydstrup vil være med til at tiltrække nye beboere.” siger H. P. Geil (V), borgmester i Haderslev Kommune.
Hesteejendom på Sjælland og bolig ved Vestkysten
Udover de seks ejendomme ved Flyvestation Skrydstrup sætter Freja Ejendomme i dag også tre andre ejendomme på markedet. På Sjælland er der tale om en landejendom ved Gørløse, som udover privatbolig har fem driftsbygninger. Ejendommen har en central beliggenhed i Nordsjælland og er ideel for den selvstændige erhvervsdrivende. Ejendommen kommer fra Naturstyrelsen.
Tæt ved Køge kan man nu købe en større hesteejendom, hvor man udover privatbolig får hestestalde, ridebane og et større udendørsareal til ridning. Ejendommen kommer fra Banedanmark.
Endelig sætter Freja Ejendomme i dag en ejendom til salg i landsbyen Lønborg, vest for Tarm ved den jyske Vestkyst. Ejendommen ligger midt i smuk natur og med udsigt over Skjern Å. Denne ejendom kommer fra Naturstyrelsen.
De ni nye ejendomme til salg:
Humlevej 2, 6500 Vojens
Humlevej 6, 6500 Vojens
Ladegårdvej 22, 6500 Vojens
Knagsledvej 22, 6500 Vojens
Jernhytvej 63, 6500 Vojens
P. Grejsens Vej 1, 6500 Vojens
Bakkevej 7, 6880 Tarm
Salbyvej 180, 4600 Køge
Hovedvejen 56, 3330 Gørløse