Freja Ejendomme sætter to naturskønne ejendomme i budrunde
Siden Freja Ejendomme i foråret satte den gamle klitgård på Vestkysten til salg og i efteråret Bunken Strand Camping i Nordjylland, har man oplevet en massiv interesse for de to naturskønne ejendomme. Derfor har Freja Ejendomme nu valgt at sætte begge ejendomme i budrunde.
Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme siger: ”Vi har her at gøre med to perler, man ikke ser hver dag på markedet og som derfor har genereret en masse interesse. Det er ikke overraskende, da de begge nyder en fantastisk placering tæt på hav og skøn natur. Nu ser vi frem til et godt salg for begge ejendomme”.
Stråtækt idyl ved Vesterhavet
Ved Vesterhavet finder man på Husby Klitvej 5 i Ulfborg ‘Strandgården’ - en charmerende, firelænget bondegård opført i 1875 med en pigstensbelagt gårdsplads og stenpigning langs bygningernes yderside.
Gården nyder en markant placering i klitten tæt på vandet og har ingen umiddelbare naboer. Ejendommen følger den typiske disposition for klitgårdene: et stuehus mod syd, stalden mod vest, agerumsladen mod nord og portlængen mod øst. Den sydlige del af østlængen er indrettet til bolig for museumsbestyrer.
Ejendommen kommer fra Naturstyrelsen, og indtil Freja Ejendomme overtog ejendommen, blev den anvendt til museum af Ringkøbing-Skjern Museum.
Campingplads tæt på Skagen
Bunken Strand Camping er beliggende i smuk natur, omkranset af skov og med direkte adgang til klitterne og familievenlig badestrand.
Bunken Strand Camping råder over 700 pladser og 9 hytter. Derudover har den 3-stjernede campingplads fire servicebygninger med blandt andet badefaciliteter og møntvask, tre store legepladser, minigolf, grillbar, butik og reception. Der er på pladsen desuden bolig til en fremtidig ejer eller forpagter.
Bunken Strand Camping er beliggende 14 km. fra Skagen og ca. 6 km. fra Råbjerg Mile.
Campingpladsen har været ejet af Naturstyrelsen frem til 2020, men som en del af planen om at frasælge 18 statslige campingpladser, er Bunken Strand Camping nu overdraget til Freja Ejendomme.
Fakta om ’Strandgården’
Grundareal: 15.024 M2
Adresse: Husby Klitvej 5, 6990 Ulfborg
Frist for endeligt bud er fredag d. 5. februar kl. 12.00.
For besigtigelse, kontakt Lone Futtrup Sørensen fra Nordicals. (21466336 LFS@nordicals.dk) som også varetager budprocessen.
Fakta om Bunken Strand Camping
Grundareal: Ca. 200.000 M2
Adresse: Aalbækvej 288, 9982 Aalbæk
Frist for endeligt bud er fredag d. 29. januar kl. 12.00.
For besigtigelse, kontakt Campingmæglerne (28190010 post@campingmaeglerne.dk)
Budprocessen varetages af Niels Gram-Hanssen ngh@lundgrens.dk og Benjamin Thidemann bet@lundgrens.dk fra advokaterne Lundgrens.