En ny bydel omkring Mørkhøjgård i Gladsaxe rykker nærmere

Af: Thomas Endelt Andersen, Kommunikationskonsulent, Freja Ejendomme
Mørkhøjgård og det tilhørende område i Gladsaxe skal i de kommende år transformeres til en attraktiv bydel. Social sammenhængskraft og mangfoldighed samt natur og biodiversitet spiller en hovedrolle i udviklingen. Senere på måneden skal Økonomiudvalget i Gladsaxe Kommune behandle et lokalplanforslag for den nye bydel, der bliver et nyt 5 hektar stort blandet område med erhverv og boliger til gavn og glæde for nye Gladsaxe-borgere.

Siden DTU Fødevareinstitut i 2017 lukkede og slukkede for aktiviteterne i Gladsaxe, har grunden omkring den historiske og fredede Mørkhøjgård ligget ubrugt hen. En ny lokalplan for området bliver startskuddet for at omdanne området til en attraktiv bydel med let erhverv og stor variation af boligtyper og størrelser.

Alfa Development, der køber grunden og står for udviklingen, har sammen med grundens nuværende ejer, statens ejendomsselskab Freja Ejendomme samt Gladsaxe Kommune, udarbejdet et ambitiøst lokalplanforslag for bydelen, der nu skal i politisk behandling i Gladsaxe Kommune.  

”Vi glæder os til at komme i gang med udviklingen og ser kæmpe muligheder i området for at skabe en levende og tryg bydel både for beboere, naboer, virksomheder og borgere i Gladsaxe Kommune. I vores udviklingsplan lægger vi vægt på at skabe gode byrum i høj kvalitet, der appellerer til fællesskab og hvor der er plads til alle aldre. Området er grønt med en smuk flora og fauna som vi kommer til at udvide yderligere, så der forbliver en mangfoldig biodiversitet i området”, siger Andreea Kaiser, stifter og medejer af Alfa Development.   

Boligerne i området forventes at blive blandede ejer- og lejelejligheder med 20% almene boliger og i størrelser fra 50 til 130 kvadratmeter. Bygningerne bliver i varierende højder fra to til seks etager, hvor de højeste placeres, så de skærmer for støj fra de større veje i området. Der bliver endvidere mod nordøst bygget et parkeringshus med god plads til parkering for områdets nye beboere.   

”Vi har i det forberedende arbejde gjort os stor umage for at tilgodese de mange interesser, der altid er i spil, når man udvikler et nyt område midt i byen. Vi har udarbejdet et stærkt grundlag for at skabe en attraktiv, grøn bydel ud fra bæredygtige principper, der tilføjer værdi til hele lokalområdet, naboerne og de mange nye borgere, der gerne vil bo i Gladsaxe tæt på kommunens mange medico-arbejdspladser”, siger Christina Jørgensen, administrerende direktør i Freja Ejendomme, der siden 2017 har ejet grunden og deltaget i udviklingen af planerne for området.  

Visualisering af Mørkhøj Bygade (kreditering: Tredje Natur)
Visualisering af Mørkhøj Bygade (kreditering: Tredje Natur)
Et bud på erhvervs-bebyggelse ved Mørkhøjgård (Kreditering: Holscher Nordberg)
Et bud på erhvervs-bebyggelse ved Mørkhøjgård (Kreditering: Holscher Nordberg)

Grøn bydel med høj biodiversitet  
Mørkhøjgård og den omkringliggende park ligger som en grøn oase i den kommende bydel. Skoven, alléen og det grønne indtryk af hele området spiller en hovedrolle i udviklingsplanerne. Og med den nye lokalplan vil der blive plantet endnu flere træer.   

"Vi har et princip om, at for hver bolig vi udvikler, planter vi et nyt træ. Så i området vil der blive plantet minimum 400 nye træer, og vi involverer kommende beboere tidligt i denne proces, da vi ikke venter med at plante træerne til efter byggeriets afslutning. Planen er at anskaffe alle træerne fra begyndelsen og oprette en 'træbørnehave' på stedet, hvor de kan vokse sig større. Gennem projektets forløb vil vi opfordre de kommende beboere til at deltage i beslutningen om, hvor de enkelte træer skal placeres," udtaler Andreea Kaiser. 

Også klima og miljø er i fokus i udviklingen af området og i de konkrete bygninger. Både området og bygningerne planlægges at blive udviklet i henhold til kravene for DGNB Guld - en certificering udviklet af Rådet for Bæredygtigt Byggeri med henblik på at vurdere og anerkende byggeprojekters klimapåvirkning. Blandt andet er Alfa Development i fuld gang med at undersøge, hvilke materialer der kan genbruges fra de bygninger, der rives ned, og hvordan de i så fald kan indgå i projektet eller få nyt liv i andre projekter.   

Respekt for historien  
Hjertet i området er Mørkhøjgård, der er én af Gladsaxe Kommunes få fredede bygninger. Den smukke gård istandsættes og indrettes til erhvervsformål, mens gårdspladsen bliver et af bydelens centrale mødesteder. Der arbejdes også med planer om at gøre en del af gårdens lade til et bydelshus med fælles faciliteter. Ligeledes er det planen at åbne den omkringliggende park og skov for offentligheden, så de grønne områder kan blive til glæde for alle kommunens borgere.  
  
”Vi glæder os til at være med til at gøre den fredede Mørkhøjgård til det store aktiv i kommunen, den fortjener at være. Vi ønsker, at den tilhørende park skal være et sted, hvor alle kommunens borgere har adgang og den smukke gårdsplads bevares, så vi håber den kan blive bydelens nye naturlige samlingspunkt”, siger Andreea Kaiser.  
 
Når lokalplanforslaget forventeligt er blevet godkendt i Byrådet i første kvartal 2024, vil det i løbet af foråret blive sendt i offentlig høring, som varer 8 uger. Her vil alle borgere have mulighed for at kommentere på det kommende projekt. Der vil i høringsperioden være et åbent hus-arrangement afholdt af ALFA Development, hvor interesserede borgere har mulighed for at se området.