Philip De Langes Allé 3
Historisk og velholdt ejendom i eksklusive rammer på Holmen
Dette lille stykke danmarkshistorie gik engang under navnet ’Gymnastik- og Eksercerhuset’. Det var dengang, da den smukke ejendom lagde rum til gymnastik- og legemsøvelser for flådens folk på Holmen. Senest har ejendommen huset Skolen for Moderne Dans, som i 2024 rykkede til Holstebro.
Ejendommen, som blev tegnet af arkitekt C. T. Andersen og opført i 1892 som gymnastiksal for Søværnet, er opført i tre etager ekskl. tagetage og kælder.
Den velholdte facade er udført i gule mursten med mange detaljer og har delvist originale vinduer, taget er udført i skifer og nedløbsrør i zink.
Ejendommen indeholder i dag to store gennemlyste dansesale samt to mindre sale, behandlerrum og diverse badefaciliteter.
Tilbygningen, som er af nyere dato, indeholder lokaler indrettet til administration, frokoststue og diverse omklædnings- og badefaciliteter.
Omgivet af vand og historiske ejendomme udgør Holmen et særdeles eksklusivt og attraktivt område, og foruden Operaen finder man her i dag både boliger, kontorer og uddannelse.
Freja Ejendomme har overtaget ejendommen fra Bygningsstyrelsen.