Fotokreditering: DroneRune

København får nyt innovationsdistrikt for life science og kvanteteknologi

Af: Thomas Endelt Andersen, Kommunikationskonsulent, Freja Ejendomme
Regeringen, Københavns Kommune, Københavns Universitet og en stærk partnerkreds står bag en ambitiøs visionsplan for udviklingen af Innovation District Copenhagen (IDC), der skal gøre et stort område midt i København til et verdensførende innovationsdistrikt for life science og kvanteteknologi og et attraktivt område for byens borgere.

Danmark skal være helt i front i forhold til at omsætte gode idéer fra forskningsverdenen til vækst, virksomheder og nye løsninger på nationale og globale udfordringer. Med etableringen af Innovation District Copenhagen (IDC) samles erhvervsliv, forskningsinstitutioner og offentlige aktører for at fremme ny teknologi, innovative løsninger og skabe arbejdspladser. IDC ligger på tværs af bydelene Nørrebro og Østerbro omkring Københavns Universitets Nørre Campus, Rigshospitalet og Haraldsgadekvarteret.

Bag visionsplanen for IDC står et stærkt offentligt-privat partnerskab bestående af regeringen, Københavns Kommune, Københavns Universitet og partnerskabet bag Innovation District Copenhagen. Partnerskabet repræsenterer nationalt førende aktører inden for forskning, sundhed, investorer og innovatører og inkluderer Københavns Universitet, Københavns Professionshøjskole, Danmarks Tekniske Universitet, Rigshospitalet, Region Hovedstaden, BioInnovation Institute, Symbion, Quantum Denmark, Lægemiddelindustriforeningen, Novo Nordisk Fonden, LEO Fondet, Lundbeckfonden, Industriens Fond, Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Novo Nordisk samt Københavns Kommune og regeringen.

Freja Ejendomme står i spidsen for at udarbejde en samlet fysisk helhedsplan for Innovation District Copenhagen i tæt samarbejde med Innovation District Copenhagen og Københavns Kommune samt grundejere i området, der er en del af IDC partnerskabet.

Helhedsplanen er første skridt mod realiseringen af den overordnede visionsplan for Innovation District Copenhagen og den skal sikre en strategisk og koordineret udvikling af området over de næste mange år. Helhedsplanen kommer til at udgøre fundamentet for den fremtidige udvikling af et samlet innovationsdistrikt, samtidig med at de enkelte kvarterers egenart og kvaliteter understøttes og videreudvikles. Det er således den samlede fysiske helhedsplan der skal danne grundlag for fremtidig kommune- og lokalplanlægning for områdets projekter.

Læs mere på https://innocph.dk/

Fotokreditering: Grandville