FOTO: KONTRAFRAME

Fra politikontorer til politikerboliger

Af: Marie Leth Rasmussen
Det kræver fingerspidsfornemmelse og blik for de små detaljer, der gør hele forskellen, når bevaringsværdige ejendomme skal udvikles fra erhverv til moderne boliger. Det fortæller Frank Venset, der var projektleder på udviklingen af ejendommene i Anker Heegaards Gade.

I det centrale København har Freja arbejdet med at udvikle ejendommene i Anker Heegaards Gade 1 samt 3-7, der ligger med udsigt til Glyptoteket kun et stenkast fra Tivoli og den billedskønne Frederiksholms Kanal.

De bevaringsværdige bygninger er opført omkring starten af 1900-tallet i henholdsvis historicistisk og nyklassicistisk stil med bl.a. kobberbeklædte mansardtage, kampestenssokler og finurlige facadetaljer. Inden døre præges de generelt højloftede lokaler af bl.a. sirligt udskårne stuklofter og træpaneler på væggene. 

Tilbage til udgangspunktet

Oprindeligt blev ejendommene opført i henholdsvis fem og seks etager til beboelse for den mere velbeslåede del af det københavnske borgerskab med stueetagerne reserveret til butikker. Siden rykkede hovedstadens politietat dog ind, og de lyse og – efter datidens forhold – ganske rummelige lejligheder blev forvandlet til kontorer med arkivskabe, reolsystemer, computere og skriveborde plantet midt i den ellers herskabelige atmosfære.

- Nu har vi så fundet tilbage til udgangspunktet, forklarer projektleder Frank Venset fra Freja, som overtog bygningerne i Anker Heegaards Gade efter Københavns Politis fraflytning for nogle år siden. Han har stået i spidsen for udviklingsarbejdet på ejendommene, hvor der nu bl.a. er skabt moderne boliger for medlemmer af Folketinget med behov for bekvemme overnatningsmuligheder tæt på Christiansborg.

- Der var sket en del ændringer i bygningerne gennem årene, og derudover stiller det altid nogle særlige krav, når man konverterer fra erhverv til bolig. Vores opgave var derfor også at holde fokus, bevare overblikket og sørge for, at alt gik så glat som muligt i dialogen med køber og kommunen, så projektet blev gennemført til alles tilfredshed, understreger han.

Prospekter konkretiserer mulighederne

For at kvalificere udviklingsarbejdet på Anker Heegards Gade indhentede Freja projektforslag til ejendommene fra tegnestuerne Danielsen Architecture og Morten Mygind Arkitekter MAA, der  udarbejdede prospekter til henholdsvis nr. 3-7 og nr. 1. Frank Venset fortæller:

- Prospekterne blev lavet som kvalificeret inspiration til køber og viser som sådan nogle af udviklingsmulighederne. Køber har så kunnet vælge at realisere planerne i deres helhed eller blot dele af dem, efter hvad der nu passede bedst ind i ønskerne for ejendommene. Han fortsætter:

- Arbejdet med prospekterne er efter vores bedste overbevisning altid godt givet ud. På den måde får køber nemlig nogle konkrete forslag til, hvordan indretning, konstruktioner og teknik kan gå op i en højere enhed, når der også skal tages højde for brandsikring, energiforhold, flugtveje, adgangsforhold og f.eks. etablering af elevatorer. Vi gør derfor meget ud af at vælge de rette rådgivere, for det kræver en vis fingerspidsfornemmelse og et godt blik for de små detaljer, der gør hele forskellen, når man udvikler denne type ejendomme.  

FOTO: KONTRAFRAME
FOTO: KONTRAFRAME

Tagboliger bag de grøn-irrede kobbertage

Blandt de greb, som Danielsen Architecture og Morten Mygind Arkitekter MAA begge foreslog i deres prospekter, var sammenlægning af de oprindelige lejligheder til færre og større moderne boliger med åbne planløsninger og fokus på øget lysindfald. Frank Venset uddyber:

- Noget af det, som vi har lagt vægt på, var muligheden for at inddrage uudnyttede tagarealer til boliger, så de øverste f.eks. kunne etableres med blotlagte hanebånd og loft til kip. Eventuelt kunne arealet bruges som hems eller opbevaringsrum i en del af lejlighederne, alt efter hvad køber ønskede.

En god proces med den rette fremdrift

Derudover har en stor del af ombygningen bestået i opførelsen af en gennemgående brandmur til adskillelse af Anker Heegaards Gade nr. 5 og 7, så de blev til to selvstændige bygninger. På den måde kunne Folketinget nemlig overtage den ene (nr. 7) i december 2015, mens den resterende bebyggelse (nr. 1, 3 og 5), som udgør hovedparten af den samlede karré, kunne sælges til en privat udvikler.

- I en sag som denne er det altid afgørende, at vi går tidligt ind i dialogen med kommunen om konverteringen, for der kan f.eks. være forhold i plangrundlaget, som kræver ændringer. Men også forhold omkring brandsikring, redningsåbninger og tilgængelighed kræver som oftest en tidlig dialog med myndighederne, så vi sikrer en god proces med den rigtige fremdrift til gavn for alle parter. Det er heldigvis også lykkedes denne gang, fortæller Frank Venset til slut.